Dåsemissionen
2011-02-23
Udfordring
Dåsemissionens mål var at skabe et online-univers, som skulle lære 3. til 5. klasses-elever at indsamle og genanvende dåser. Samtidig ville man sprede budskabet om at genanvende dåser. Kampagnen skulle også motivere de enkelte klasselærere til at tilmelde sig ”Dåserydderen”, som var Dansk Retursystems offline-initiativer i ugerne omkring skolernes efterårsferie i 2008.
Indsigt
Folkeskolelærere har travlt, og vi var opmærksomme på, at de derfor kunne have svært ved at skabe engagement omkring kampagnen på egen hånd. Derfor tilstræbte vi en ”buttom up”-tilgang ved at vække interessen omkring Dåserydderen-kampagnen hos eleverne selv. Samtidig vidste vi, at vi kunne lukrere på netværket mellem skolerne og udnytte den interne konkurrence mellem klasserne til at få en masse elever til at deltage i et netspil.
Strategi
Fra kampagnens start i marts 2008 understøttede vi” buttom up”-tilgangen med både en hjemmeside til lærerne (http://www.daaserydderen.dk/) og en til eleverne (http://www.daasemissionen.dk/). Sidstnævnte var centreret omkring et netspil. Kampagnen var derfor en integreret onlineproduktion, men den skulle samtidig støtte op om offline-aktiviteterne i ugerne 43 til 45.
Spillet udviklede sig over 2008, så eleverne ikke blev trætte af den samme bane, og på den måde kunne vi løbende indbygge budskaberne og skabe sammenhæng til offline-kampagnen. De elever, som ikke fandt spillet interessant, havde mulighed for at tjene points til deres klasse ved at udfordre sig selv i en online-quiz, der løbende fik nye spørgsmål.Vi lavede desuden en quiz for lærerne for at engagere dem yderligere.
Vi gjorde fra starten en masse materiale tilgængeligt på siderne, så både ivrige lærere og stræbsomme elever kunne få fat på eksempelvis ”print selv”-plakater, tilmeldingsformularer, tegninger og klistermærker.
Resultat
Kampagnen nåede med relativt få midler ud til 2.106 skoler ud af de knap 2.600 grundskoler i Danmark, hvilket er 58 procent flere end 2007-kampagnen nåede.
Vi engagerede 454 lærere og mindst én elev fra i alt 8889 klasser, hvilket er en forbedring på 336 % fra 2007. Endelig deltog over 150 klasser i offline-aktiviteterne omkring skolernes efterårsferie.
Awards
Vinder af Effektprisen (mediavalg) ved Danish Internet Awards 2009.

